NATUR TIL DIN HVERDAG

Snør vandrestøvlerne: 10 lange vandretur gennem naturen

Varde Kommune byder på mange gode vandreruter gennem naturskønne områder.

DSCF0293

Vi har samlet ti lange vandreruter med flotte omgivelser på over seks kilometer, du kan tage på.

1. Nyminde Plantage - 6,8 kilometer

Du kan følge den afmærkede gule rute på 6,8 kilometer rundt i Nyminde Plantage. Ruten går langs den østlige side af Nymindestrømmen og ind i plantagen. På ruten kan du vælge at følge skiltet mod Hattebjerget, hvor du kan spejde ud over landskabet med klitterne og Vesterhavet ude i horisonten. Du kan parkere din bil for enden af Ulvedalvej i Nymindegab og starte din gåtur der.

2. Houstrup Strand - 6,8 kilometer

Ved Houstrup Strand kan du tage den gule rute på 6,8 kilometer, der både går gennem Nyminde Plantage og Blåbjerg Plantage. Ruten er kuperet og strækker sig over klitterne. Du kan parkere bilen ved parkeringspladsen ved Houstrup Strand og dermed også tage en gåtur langs Vesterhavet.

3. Ål Klitplantage - 8 kilometer

Ål Plantage byder på en gul rute, der deler sig i to. Her kan du tage den kortere rute på syv kilometer, der primært følger nemt tilgængelige stier. Den anden rute er lidt længere på cirka otte kilometer, hvor du bliver ledt igennem et forholdsvist kuperet terræn. Du kan starte din rute ved SportsPark Blaavandshuk ved tennisbanerne. Ruten fører dig rundt om Ål Præstesø og ind i plantagen. På turen kommer du også forbi to legepladser.

DSCF7702
Ål Klitplantage

4. Vejers Klitplantage - 7,4 kilometer

I den nordlige del af Vejers Klitplantage kan du følge den gule rute på 7,4 kilometer. På ruten kommer du forbi Ålestrømmen, og bevæger dig nordpå i plantagen og ud mod stranden.

5. Ho Klitplantage - 7,5 kilometer

Den gule rute i Ho Plantage er på 7,5 kilometer og byder blandt andet på udsigtspunktet Jens Jessens Sande, hvor du fra toppen har udsigt ud over Ho Bugt. Her er det ofte også muligt at se en masse dyreliv såsom rådyr og havørne. På ruten kommer du forbi Ho Ellipsen, hvor der er en bålhytte og et shelter.

6. Blochsgård - 8,1 kilometer

Denne rute er på 8,1 kilometer og fører dig gennem Kærgård Plantage ned til Børsmose Strand. I 2022 blev den certificeret som den sjette Premium Vandreture i Danmark af Deutsche Wanderinstitute, og den er dermed en rute, der har en særlig høj oplevelsesværdi. Du kan starte din vandring fra Naturbasen Blochsgaard, hvor der både er madpakkehus, toilet, shelter og bålplads.

DSCF2090
Blochsgård

7. Ansager Kanalsti - 8,4 kilometer

Ansager Kanalsti er 8,4 kilometer og følger den tidligere Ansager Kanal til Karlsgårde Sø. Ruten går fra Stemmeværkspladsen på Kanalvej og videre mod syd til Bredmosevej ved Karlsgårde Sø. Ved Karlsgårde Sø kan du besøge Tambours Have, der er fyldt med forskellige, flotte blomster, planter og træer.

8. Vrøgum Klitplantage - 9,4 kilometer

I Vrøgum Plantage kan du tage den gule rute på 9,4 kilometer og komme godt rundt i store dele af plantagen. Du kan starte din rute ved Ballonparken i Vrøgum, hvor der både er legeplads, overdækket grillplads, bålplads og toiletbygning.

9. Blåbjerg Klitplantage - 11,4 kilometer

Den gule rute i Blåbjerg Plantage giver dig mulighed for at tage ud på en lang vandretur på 11,4 kilometer. Ruten går først gennem plantagen og derefter vest på ud til Lyngbos Hede og tilbage til plantagen igen. Stien udgår fra parkeringspladsen i plantagen. Herfra kan du også tage trappen op til Blåbjerg Stenen på ”Det Blå Bjerg”, hvor du kan kigge ud over den store plantage.

10. Karlsgårde Sø- 5,3 kilometer

Ved Karlsgårde Sø kan du gå en rask gåtur i naturskønt område med en let og tilgængelig rute for hele familien. Ved Tambours Have finder du en skøn legeplads, hvor der også er plads til at nyde en medbragt picnic. Der er parkeringsmuligheder flere steder rundt om søen. Blandt andet ved Karlsgårde Vandkraftværket og Tambours Have.

DSCF8965
Karlsgårde Sø